Nyhed

De første råudkast til fagplanerne er nu klar

Udgivet 01-10-2025

Fagudvalgene har udarbejdet de første råudkast til folkeskolens nye fagplaner, som nu er offentliggjort og klar til afprøvning.

De allerførste råudkast til folkeskolens nye fagplaner ligger nu klar til afprøvning.

Alle landets skoler har dermed mulighed for at læse råudkastene til fagplanerne inden for de enkelte fag og give feedback på dem.

Råudkastene er udarbejdet af fagudvalg bestående af lærere og fag- og videnspersoner. Feedbacken fra skolerne vil indgå i fagudvalgenes videre arbejde frem mod de endelige fagplaner.

I denne første afprøvning er der fokus på, hvorvidt fagplanerne er enkle, forståelige og anvendelige i skolehverdagen.

”Nu får lærerne rundt om i landet mulighed for at gøre sig de første erfaringer med råudkastene til de nye fagplaner. Vi ser meget frem til at høre, hvad de siger til udkastene, og få den første feedback. Vi kommer særligt til at holde øje med, om lærerne synes, at fagplanerne er enkle og lettilgængelige, og om de oplever, at fagplanerne beskriver de centrale indholdsområder i deres fag,” siger Dorthe Agerlund Sloth, chefkonsulent på EVA og projektleder for afprøvningen. 

Udkastene til fagplanerne kan findes på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside. Her på fagplaner.dk kan du finde guides til afprøvningen og feedbackplancher samt indsende din feedback til fagplanen i dit fag. EVA samler feedbacken og videregiver den til fagudvalgene, som bruger den til at justere de næste udkast til fagplanerne.

 

Afprøv fagplanerne

Her kan du finde links til fagplanerne, guides til afprøvning og indsende din feedback.

Dorthe Agerlund Sloth
Chefkonsulent
Grundskole