Nyhed

143 skoler skal være med til afprøve folkeskolens nye fagplaner

Udgivet 21-06-2025

143 skoler fordelt over hele landet er inviteret med til at afprøve udkast til folkeskolens nye fagplaner. Skolerne skal give vigtig feedback på, om fagplanerne er forståelige, anvendelige og meningsfulde i praksis.

Det står nu klart, hvilke skoler der skal deltage som fagplansskoler i udviklingsprogrammet for afprøvning af fagplaner. I alt 143 skoler skal være med til at afprøve og kvalificere de første udkast til de nye fagplaner som en del af programmet.

De deltagende skoler får mulighed for at gøre sig erfaringer med de nye fagplaner og for at give deres input til, om de er forståelige, anvendelige og meningsfulde i praksis. Skolernes bidrag skal bruges i fagudvalgenes videre udvikling og færdiggørelse af fagplanerne frem mod Fagfornyelsen.

“Det er virkelig positivt, at så mange skoler har ønsket at være med. Vi glæder os til at møde dem og følge deres arbejde. Deres perspektiver er afgørende for, at fagudvalgene får udviklet fagplaner, der både er ambitiøse og anvendelige i praksis,” siger Dorthe Agerlund Sloth, projektleder for udviklingsprogrammet for afprøvning af fagplaner hos EVA.

Afprøvningen skydes i gang med virtuelle kick-off-arrangementer i august 2025 og fortsætter med to afprøvningsrunder i henholdsvis september-december 2025 og igen i marts-juni 2026. Gennem hele programmet vil skolerne deltage i workshops og temawebinarer. De vil få adgang til understøttende materialer, der kan inspirere og guide skolernes lokale afprøvning.

“Skolens undervisning bliver til i praksis, og det er derfor vigtigt, at de nye fagplaner udvikles med afsæt i erfaringer og sparring fra lærerne, som skal anvende de nye fagplaner i fremtiden,” siger Lise Tingleff Nielsen, forperson for rådgivningsgruppe for folkeskolens fagplaner.

Skoler, der ikke deltager i udviklingsprogrammet, har også mulighed for at afprøve fagplanerne og bidrage med input, som videregives til fagudvalgene.

Er du lærer på en fagplansskole?

Her finder du information om programmet, ressourcer og arrangementer.

Læs mere for fagplansskoler her

Er din skole ikke med i programmet?

I kan stadig følge med, afprøve udkast til fagplaner og give feedback.

Læs mere om mulighederne her

Mette Marie Egebjerg Larsen
Konsulent
Grundskole
Stine Skaastrup Frydendal
Seniorkonsulent
Grundskole